onsdag den 21. november 2012

Hjemmelavet rødkål


Fakta:

Rødkål er et fantastisk tilbehør til f.eks. flæskesteg og frikadeller. Men hvorfor købe de kedelige på glas når man let kan lave en meget mere velsmagende selv. Og til jer der bor i udlandet og skal holde jul er dette opskriften I ikke kan undvære!

Ingredienser.

1 rødkål ca. 1 kg
50 g. smør
1 dl rødvinseddike
2½ dl solbærsaft, jeg har brugt ribena af mangel på bedre.
2 store æbler
æblecidereddike
Salt og Peber

Fjern de yderste blade og halver rødkålen. Fjern stokken og snit kålen efter ønske og smag.
Jeg snittede kålen så længden blev 3-4 cm og bredden 3 mm. Man kan anvende et rivejern eller den grove snitter i en foodprocessor.

Smelt smørret i en gryde og svits kålen ved høj varme i ca. 5 min.  Skru ned til svag varme og tilsæt rødvinseddike og solbærsaft og lad kålen simre under låg i 20 min.

Skræl æblerne og fjern kernehus. Skær æblerne ud i tynde både og vend dem i rødkålen. Lad æblerne simre med i yderligere 5 min.

Smag kålen til med æblecidereddike samt salt og peber.

Ønsker man kålen skal blive lidt mere rustik og moderne kan man vælge at tilsætte Røgede saltede mandler eller andre nødder efter smag.